Formålet med disse publikationer er at give et overblik over Grønlands samlede økonomi. Det sker med udgangspunkt i nationalregnskabsstatistikkerne gennem tiden.
Nationalregnskabsstatistikkerne er opbygget med henblik på at give et helhedsbillede af økonomien inden for rammerne af et system, der sammenlignet med den økonomiske virkelighed er forholdsvis overskueligt. Nationalregnskabsstatistikkerne viser, hvorledes der skabes indkomst, som herefter fordeles og omfordeles, før den giver grundlag for efterspørgsel efter varer og tjenester. Da disse varer og tjenester kommer fra produktionen, beskriver nationalregnskabet hermed et kredsløb.
Nationalregnskabet er baseret på internationalt vedtagne retningslinjer, definitioner og regnskabsregler. Sammenligning over lange perioder og med udlandet er dermed muligt.