Fangstindustrien

Ca. halvdelen af skindene fra de fangede sæler indhandles til garvning hos Great Greenland A/S, Grønlands eneste garveri.

 

Kød fra havpattedyrene samt kød fra moskusokse og rensdyr indhandles hos blandt andre Lilleholm og Royal Greenland. Slagteri af lam og får foregår hos Neqi A/S Narsaq Slagteri, der er et datterselskab af KNI A/S.

 

Indhandlingen af sælskind varierer fra år til år, afhængig af indhandlingspris og vejrforhold, jævnfør tabel 13.

 

Ved indhandling af sælskind ydes et tilskud via finansloven. Tilskuddet blev indført i forbindelse med kraftige internationale prisfald i kølvandet på mange kampagner mod sælfangst sidst i 1970’erne og først i 1980’erne.

 

I forbindelse hermed er der indgået en servicekontrakt mellem Grønlands Selvstyre og Great Greenland A/S, jævnfør tabel 14.

 

Med servicekontrakten er Great Greenland A/S forpligtet til at opretholde erhvervsfangernes mulighed for indhandling over hele Grønland.

 

Priser på indhandling af forskellige skind og kvaliteter af sæl fastsættes efter forhandling mellem Great Greenland A/S og KNAPK, der også samarbejder om forbedring af kvaliteten af de indhandlede skind.