Indledning

Denne publikation indeholder tidsserier for det produktionsbaserede nationalregnskab. De første resultater opgjort efter den produktionsbaserede metode, omhandlende tal for 2004, blev offentliggjort i september 2009. 2004-tallene blev efterfølgende brugt til at etablere et beregningssystem for endelige og foreløbige tal for nationalregnskabet. Herudover er der også etableret et system til beregning af nationalregnskabet i løbende og faste 2005-priser.

 

Løbende priser udtrykker det prisniveau, som gælder for varer og tjenester i det aktuelle år. Faste priser er værdier for en eller flere perioder, som beregnes med et bestemt års prisstruktur. Her er priserne beregnet i 2005-priser. Faste priser anvendes til at belyse den mængdemæssige udvikling og viser således den reale vækst i økonomien.

 

Tallene for 2005 til 2012, der fremstilles i denne publikation er endelige tal, mens tallene for 2013 til 2014 er foreløbige tal. For endelige tal er nationalregnskabet beregnet udefra detaljerede vare- og tjenestebalancer, som er afstemt på produktniveau, og hvor kildedata i den forbindelse er blevet bearbejdet på detaljeret niveau. Foreløbige tal er dannet ud fra mere aggregerede tidsserier og en mindre detaljeret bearbejdning af inddata, som stiller færre krav til datamaterialet og sikrer, at tal kan offentliggøres hurtigere.

 

Det skal bemærkes, at der med denne offentliggørelse er indført en række nye beregninger af de tal, der blev offentliggjort i november 2014.

 

Kapital 5 indeholder 9 tabeller. Tabellerne indeholder alle de tal, der bruges i fremstillingen i kapitel 2 og 4.

 

I Grønlands Statistiks statistikbank kan ligeledes genfindes alle de tabeller, som findes i kapitel 5.

 

For en udførlig beskrivelse af data og metode, henvises til en tidligere udgivelse ”Nationalregnskab 2003-2010” offentliggjort af Grønlands Statistik i december 2011.

 

Der er tidligere på grundlag af de endelige nationalregnskaber opstillet input-output tabeller for årene 2003 til 2011. Med offentliggørelsen af de endelige tal for 2012 er der mulighed for opstilling af input-output tabeller også for det år. Grønlands Statistik forventer at udgive denne i primo 2016.