Indledning

Denne statistik belyser udviklingen i den gennemsnitlige månedlige arbejdsstyrke og ledighed. Den udarbejdes – så vidt muligt – efter standarder anbefalet af FN’s arbejdsorganisation, ILO. Opgørelserne må ikke forveksles med Grønlands Statistiks månedlige opgørelser over registrerede arbejdssøgende.

 

Publikationen er opdelt i tre sektioner, der kan læses samlet eller hver for sig. I kapitel 1 belyses ledigheden. I kapitel 2 præsenteres arbejdsstyrken, mens statistikkens kilder, opgørelsesmetoder m.m. beskrives i kapitel 3.

 

Detaljerede elektroniske oplysninger om arbejdsstyrke og ledighed for perioden 2010-2017 findes i Grønlands Statistikbank på hjemmesiden bank.stat.gl. Alle figurer og oversigter i kapitel 1 og kapitel 2 er dannet på baggrund af udtræk fra Grønlands Statistikbank. Henvisning til de relevante matricer i statistikbanken findes i fodnoten under hver figur og oversigt.

 

Revisioner og ændringer i denne publikation …

Der er ikke foretaget nogen revisioner i denne publikation ift. den seneste publikation. Pr. 1. januar 2017 blev pensionsalderen imidlertid forhøjet fra 65 år til 66 år. Ændringen har konsekvens for tidsserierne i denne publikation, idet opgørelserne over arbejdsstyrken og ledigheden omfatter fastboende borgere i alderen 18-64 år for årene 2010-2016. Med virkning fra 2017 omfatter opgørelserne fastboende borgere i alderen 18-65 år. Vi har dermed et databrud fra 2016 til 2017.

 

Definitioner:


Beskæftigelse: Antal beskæftigede i gennemsnit pr. måned.

 

Ledighed: Antal ledige i gennemsnit pr. måned.

 

Ledighedsprocent: Ledigheden ift. den samlede arbejdsstyrke.

 

Arbejdsstyrke: Fastboende borgere i den erhvervsaktive alder.

 

Erhvervsaktiv alder: 18-64 år (2010-2016) og 18-65 år (2017).

 

Udenfor arbejdsstyrken: Fastboende borgere i den erhvervsaktive alder, som hverken er i beskæftigelse eller registreret ledige.