Forord

Hermed foreligger Grønlands Statistiks årsberetning for 2022. Årsberetningen beskriver Grønlands Statistiks opgaver, herunder organisationens lovgrundlag og ledelsesforhold. Derudover indeholder beretningen en gennemgang af året i Grønlands Statistik med en oversigt over statistikproduktionen i 2022 samt virksomhedens økonomiske og menneskelige ressourcer.

 

I tilknytning til årsberetningen udgives det rullende virksomhedsprogram, som bestyrelsen opdaterer hvert år.

 

Resultaterne i 2022 var præget af flere opsigelser omkring årsskiftet 2022. Der har i 2022 derfor primært været fokus på at fastholde de seneste års stigning i antallet af udgivelser, mens der har været mindre fokus på udvidelse af statistikker og nye statistikområder. I 2022 er der desuden brugt ressourcer på at overtage driften af det økonomiske modelsystem, som bl.a. bruges til beregninger af finanspolitikkens holdbarhed.

 

Der er i de sidste 10 år sket en betydelig stigning i antallet af udgivelser. Afgørende for en positiv udvikling med flere udgivelser samt opdatering og forbedring af kvaliteten i de eksisterende udgivelser i de kommende år er, at udfordringerne med fortsat at rekruttere kvalificerede medarbejdere kan løses.

 

Vøgg Løwe Nielsen

Formand for bestyrelsen