Anmeldelsesstatistik

Anmeldelsesstatistikken udgøres af observationers anmeldelsesdato i det pågældende år opgjort på antal anmeldelser. En anmeldelse defineres som en overtrædelse af ét kriminelt forhold (én gerningskode). Det er alene anmeldelser(sagsstatistik) og den anmeldte(personstatistik), der behandles i denne statistik.

 

Hvor flere forskellige personer (ved sammenfald mellem tid og sted) anmelder den samme overtrædelse, kan der undtagelsesvis være tale om registrering af flere anmeldelser.

 

Under statistikken over anmeldelser (bank.stat.gl/KRDAN) er opdelingen i kommune områder gjort efter den kommune, anmeldelsen er fundet sted. Tællingsåret i anmeldelsesstatistikken er baseret på anmeldelsesdato.

 

Sigtelsesstatistik

En sigtelse defineres som politiets formulering af en mistanke om én eller flere overtrædelser rettet mod én eller flere personer. Sigtelsesstatistikken opgøres på anmeldelser indeholdende en sigtelsesdato. Hvis personen er registreret som sigtet, men sigtelsesdatoen ikke er oplyst, antages det at sigtelsesdatoen er den samme som dato for anmeldelsen.

I en anmeldelse kan der afsiges sigtelse mod én eller flere personer. Det betyder, at det totale antal sigtelser kan være højere end antallet af anmeldelser. Sigtelsesstatistikken bliver dog opgjort på antal anmeldelser der fører til en, eller flere, sigtelser.

 

Afgørelsesstatistik

En afgørelse defineres som anklagemyndighedens beslutning om enten at udstede bøder og advarsler eller at opgive at rejse tiltale. For afgørelser truffet ved en domstol kan der være tale om idømmelse af frihedsstraf, bøde og advarsel, tiltalefrafald og frifindelse.

 

Der opgøres en statistik over anmeldelser der fører til en eller flere afgørelser, der tælles som én observation. Observationen tælles derfor i sit anmeldelsesår og ikke i sit afgørelsesår. Denne statistik findes i statistikken over anmeldelser.

 

Afgørelsesstatistikken er opgjort på baggrund af den angivne foranstaltning. Når afgørelsesdatoen er oplyst, angives denne som det år afgørelsen tælles i. Er den ikke oplyst, angives afgørelsen som foretaget i anmeldelsesåret.

En anmeldelse kan have flere personer tilknyttet en afgørelse. Derfor kan det totale antal afgørelser være højere end antallet af anmeldelser. Afgørelsesstatistikken er således opgjort på det totale antal afgørelser og tælles i det år, afgørelsen fandt sted – ikke det år den oprindelige anmeldelse fandt sted.

 

Observationer med en angivet foranstaltning medtages, og observationer med en uoplyst foranstaltning er sorteret fra. Metoden er ændret i forhold til sidste års kriminalstatistik, hvor afgørelser nu forudsætter at en person er registreret som sigtet før en eventuel afgørelse optælles. Denne metode er anvendt på samtlige år i statikken over afgjorte forhold, for at kunne gøre optællingsårene sammenlignelige.

 

Klassificering

Kriminalitetsstatistikken er præsenteret på baggrund af klassificeringer af overtrædelsens art (gerningskoder) inddelt på forskellige niveauer og typer af foranstaltninger.

 

Overtrædelsens art

Hvilken lovovertrædelse, der er tale om, defineres ud fra politiets gerningskoder. Der findes i alt 417 gerningskoder. Disse 417 gerningskoder er klassificeret på forskellige niveauer til brug i kriminalstatistikken. For flere detaljer om klassificeringen af gerningskoderne jf. bilag 1.

 

Foranstaltninger

Foranstaltninger er de forskellige typer af sanktioner, personer kan blive idømt ved en lovovertrædelse.

 

Overordnet præsenteres afgørelsesstatistikken på baggrund af både fældende og ikke-fældende afgørelser. Afgørelsen betegnes som ikke-fældende, og personer betragtes som uskyldige, når sigtelsen fører til frifindelse, eller hvis påtalen opgives. Påtaleopgivelse indebærer at sagen henlægges på baggrund af manglende bevisgrundlag eller at forholdet ved nærmere vurdering ikke anses for strafbart.

 

Afgørelsen betragtes som fældende, og personer som skyldige, hvis sigtelsen afgøres med frihedsstraf (ubetinget eller betinget), bøde eller tiltalefrafald. Tiltalefrafald betegner at anklagemyndigheden anser den tiltalte som skyldig, men undlader en retssag. Et tiltalefrafald kan indeholde vilkår, der skal overholdes. For flere detaljer om klassificeringen af de forskellige foranstaltninger jf. bilag 2.

 

Publikationen kan læses eller downloades som pdf-fil på Grønlands Statistiks hjemmeside www.stat.gl .Der er endvidere mulighed for at udtrække detaljerede tabeller omkring kriminalitet i Grønlands Statistikbank bank.stat.gl.