Kommunerne

Pr. 1. januar 2009 trådte en ny kommuneinddeling i kraft. Grønlands tidligere 18 kommuner blev samlet i fire kommuner:

·         Kommuneqarfik Sermersooq omfatter de oprindelige kommuner Ivittuut, Paamiut, Nuuk, Ittoqqortoormiut og Tasiilaq.

·         Qaasuitsup Kommunia omfatter de oprindelige kommuner Kangaatsiaq, Aasiaat, Qasigiannguit, Ilulissat, Qeqertarsuaq, Uummannaq, Upernavik og Qaanaaq.

·         Qeqqata Kommunia omfatter de oprindelige kommuner Maniitsoq og Sisimiut.

·         Kommune Kujalleq omfatter de oprindelige kommuner Nanortalik, Narsaq og Qaqortoq.

 

KANUKOKA er en koordinerende fællesorganisation for de grønlandske kommuner. KANUKOKA er en forkortelse for "Kalaallit Nunaanni Kommunit Kattuffiat", "De Grønlandske Kommuners Landsforening".

 

Landsforeningen blev stiftet den 24. juli 1972 som et forsøg på at styrke det kommunale selvstyre og påvirke opgavefordelingen mellem stat og kommuner. En udvikling i retning af, at flere og flere opgaver blev flyttet fra centrale myndigheder til lokalt plan, synliggjorde et øget behov for en fælleskommunal forening.

 

Foreningen varetager kommunernes fælles og almindelige interesser, og har endvidere til formål at fremme samvirket mellem kommunerne, samt at bistå kommunerne i deres virksomhed. Strukturreformen i den offentlige sektor, som indebar kommunesammenlægningen i 2009, havde da også til formål at flytte endnu flere borgerrelaterede opgaveområder i Grønlands Selvstyre til kommunerne.

 

Pr. 1. januar 2016 består foreningens medlemskommuner af Kommune Kujalleq, Qeqqata Kommunia og Qaasuitsup Kommunia. Fra og med denne dato har Kommuneqarfik Sermersoq meldt sin udmeldelse af foreningen på grund af uenighed omkring kommunernes økonomiske udligningspolitik.

 

 

Oversigt 4.1 Grønland fordelt på fire kommuner

image001

Illustration: KANUKOKA (www.kanukoka.gl)